Simone

Første gang i studiet. skulle Simone også vænne sig til at blive fotograferet med bar overkrop. At vise sine bryster. Hun var genert. Usikker. Det var et anderledes udgangspunkt for os begge. Dette var ikke et businessportræt. Det var en afsked og et vemodigt minde med hendes bryster. Forståeligt, at det var svært.

 Simone havde smukke og fyldige bryster. En barsk og stor opgave at skulle skille sig af med dem i en ret tidlig alder. Men det var dem – eller døden. Ingen smutveje. Det var bare sådan det var. Og så må man handle. Komme væk og ud af frygten – som et rådyr skal væk fra en bils blændende lygter. Ellers er det bare slut.

Simone havde lige fået konstateret brystkræft, og skulle ugen efter have begge bryster fjernet. En ret voldsom besked! Simone vidste godt, hun havde en stor sandsynlighed for at få brystkræft, da hun formodentlig havde arvet det såkaldte BRCA1 gen fra sin mor. Faktisk havde hun regnet med det. Hendes mor havde haft brystcancer.

Men ikke at det skulle være nu. Nu, hvor hun var i starten af 30’erne og i gang med at leve livet. Simone ville gerne have børn, og havde ikke regnet med at kræften kom SÅ tidligt i hendes liv. Men vi mennesker forregner os ofte og Simone var ikke nogen undtagelse. Livet tog hende ved vingen.

.

Som fotograf synes jeg, at fotograferingen gik godt. Simone havde en del tanker, omkring sin knude i brystet. Hun havde fået at vide, den var på størrelse med en 5. krone. Så jeg greb den tanke – helt konkret, og bad Simone, om at tage en 5-krone med. Vi lavede nogle billeder med den. Ikke at det var nogle fantastiske billeder – men de var visuelle konkretiseringer af tanker. Og den måde at konkretiserer ideer på, blev ved med at være måde vi samarbejdede på

Simone snakkede om begrebet ”Picture Perfect”. Sådan havde hendes liv været. Det så godt ud. God uddannelse, job, kæreste, rejser, byture, venner. Fine instagram og Facebook billeder. Ikke at Simone gik meget op sociale medier.Men alligevel. Simone levede et liv man kunne misunde og tænke, gid det var mig. Og pludselig blev retningen vendt. Pludselig blev hendes liv, sådan et, hvor andre kvinder ville tænke ”godt det ikke er mig”.

Første gang i studiet. skulle Simone også vænne sig til at blive fotograferet med bar overkrop. At vise sine bryster. Hun var genert. Usikker. Det var et anderledes udgangspunkt for os begge. Dette var ikke et businessportræt. Det var en afsked og et vemodigt minde med hendes bryster. Forståeligt, at det var svært. Simone havde smukke og fyldige bryster. En barsk og stor opgave at skulle skille sig af med dem i en ret tidlig alder.

Men det var dem – eller døden. Ingen smutveje. Det var bare sådan det var. Og så må man handle. Komme væk og ud af frygten – som et rådyr skal væk fra en bils blændende lygter. Ellers er det bare slut. Et par dage efter første fotografering skulle Simone opereres og have sine bryster fjernet.

Bryster er en del af vores identitet som kvinde. Når jeg skriver, definerer ”kvindelighed” er det fordi, det er de vores bryster gør. Det er dem, som mænd ikke har. Både mænd og kvinder har en bagdel – kan have langt hår osv. men vores bryster er det fysiske udtryk for, at vi er født som kvinder.

Det er dem, vi kan fremhæve og tiltrække med. Og det er dem, vi bruger til at fodre børn med, når vi har født dem. Bryster er fysiske ikoner for det at være kvinde.

Der var tavshed. Længe. Efter den første fotografering. Jeg blev lidt bekymret. Var det gået godt? Var det i det hele taget gået?

Januar 2022 dukkede Simone op igen. Som Simone. Eller? Simones lange smukke hår med store, bløde krøller var væk. Hendes bryster var væk.  Og Uskylden var væk. Der var kanter. En afsked med det liv, der havde været.

Simone havde fået et såkaldt buzzcut. Helt kort. Hun var GI Jane – hun var Sinead O’Connor. Hun havde tabt sig, kindbenene stod skrapt og det gjorde blikket også.

Tredie og sidste gang Simone var til fotografering hos mig – var hun – helt rolig. Hun havde det ikke så godt. Virkningerne af kemoterapien havde sat sig i hende. Håret var helt væk. Hun var mere sårbar. Mere åben. Mere blød. Hun var fyldt med blå mærker på håndleddene efter nålestik. Simones bryster var nu genetableret. Eller det der skulle fungere og se ud som bryster.

Når hun tog en bluse på, ville de ligne. Men ellers var der ikke noget, der lignede det, hun havde haft. Brystvorterne var fjernede, da de også indeholder brystvæv. Selve syningen tværs hen over brystet var et stort sammensat ar. Et ar som foreviget viser Simones ændrede liv og væsen.

Vi havde en magisk fotosession. Jeg fik lavet nogle billeder af Simone som bare var helt sig selv – og som intet havde at skjule eller forestille sig.

Den første gang fotograferede jeg, Simone med bare bryster. Vi blev enige om, at det skulle vi også denne gang. Vi ville genskabe et af portrætterne fra den første session – alá Simone før og efter.

Det blev et fantastisk billede. Et billede, som indkapslede virkeligheden på en, på én gang smuk og barsk måde.

Billedet blev sat sammen med andre portrætter af Simone og blev til en serie, som fik en pris på Kunstpakhuset efteråret 2022. derudover fik et af billederne også en pris på det internationale ”Lifeframer”.